>Blev ved med at tænke på lederens<

Der er gode chancer for, at de fleste af grupperne på fire heste ville klare sig igennem.

Det var besynderligt, at Lene Johansen blev ved med at tænke på lederens mænd som veteraner. Han tænkte på sig selv på samme måde, som gammel soldat. De var for størstedelens vedkommende i fyrrerne, altså aldeles ikke gamle mænd.

Det var kun fordi de havde redet sammen med Mr. Pickett i over tyve år, de fleste af dem. De var sikkert kun seks-syv år ældre end Boag i gennemsnit, det var det hele. Så vidt Boag vidste, var han syvogtredive.

I Mississippi havde man ikke taget det så nøje med fødselsattester for negre. Boag kunne ikke vide det, men han tænkte, at han sikkert ville have arbejdet i marken den dag i dag, hvis ikke krigen havde gjort ham fri, dengang han var fjorten-femten år gammel - så vidt han da vidste. Han havde løjet med sin alder-han var stor, havde altid været stor -og hæren havde indrulleret ham i sit nye sorte ridende regiment, 10. kavaleri, fordi Boag sigtede godt med en riffel, og fordi Boags buksebag faldt storartet til rette på ryggen af en kavalerihest af standardstørrelse.

De havde bekæmpet Sioux-stammen på sletterne nordpå, og Comancherne på sletterne sydpå, og derpå havde der været adskillige års garnisonstjeneste, hvorefter hærledelsen havde sendt dem af sted under Crook for at finde Geronimo.

Men da krigene mod indianerne var forbi, besluttede hærledelsen at nedskære styrken med henved to hundrede personer. Ved at granske Boag og Wilstachs soldaterpapirer konstaterede man, at de begge var blevet degraderet til menige adskillige gange for forskellige forseelser, så de blev afskediget fra hæren midt i Arizona, og de befandt sig pludselig midt i ørkenen uden at kunne andet håndværk end soldatens, uden andet at tage sig til end at vagabondere, og vejen førte dem til sidst til fængslet i Ehrenburg.

Mens han fulgte Mr. Picketts spor, tænkte Boag på Wilstach, og han tænkte på alt det guld. Han var selvfølgelig kun en, og han var lidt hæmmet af sårene efter de kugler, der havde ramt ham i floden, men han havde ikke noget bedre at tage sig til, og man skulle have en grund til at stå op om morgenen.