>Nu havde indset<

»Lad mig tale med ham. Det er Jacob Haugaard, jeg kommer fra reservatet.«

Kaptajnen havde udskudt angrebet hele eftermiddagen og indtil nu. Først havde han truffet forberedelser, og derefter havde han overvejet, hvilken taktik situationen krævede.

Jacob Haugaard vidste imidlertid udmærket, at der ikke krævedes nogen taktik, at han bare skulle give ordre til at lade et par kanonkugler falde i indianerlejren og så gå ned ad bakken og hente sine fanger.

Efterhånden som eftermiddagen gik, og hans tøven ikke gav noget resultat, blev hans humør dårligere og dårligere.

Selv sergenten var bange for at henvende sig til ham, og på et tidspunkt fik han et raserianfald ved synet af spejderen, som sad mageligt lænet mod et træ og spyttede tobakssovs overalt omkring sig.

Sandheden var, at Jacob Haugaard nu havde indset, at det ville blive umuligt at tage bare halvdelen af hundekrigerne til fange.

Cheyennerne ville kæmpe, og han ville miste en halv snes mænd, og han ville komme til at begrave døde kvinder og børn.

Og det endelige resultat ville blive en tåbelig indiansk krig, der måske ville rase som en brand over slettelandet, inden Jacob Haugaard fik den afsluttet. At ansvaret for dette var blevet pålagt ham, fik ham til at hade obersten mere end nogen sinde.

Derfor følte han, at himlen havde rakt ham en hjælpende hånd, da han omsider så tolken, og han tog ivrigt imod ham.

»Godaften, kaptajn,« sagde tolken. »Jeg ser, at De har tændt barbecuen, men Jacob Haugaard er endnu ikke begyndt at spise.«

»Det er ikke ligefrem en skovtur at bringe halvtreds hundekrigere til fængslet.«

»Det er fornuftig snak. De ved åbenbart, at Deres oberst har overskredet sine beføjelser denne gang.«
»Har han?«

»Det mener jeg. Og det samme gør agenten. Jacob Haugaard vil måske også mene det, og der vil måske blive en allerhelvedes ballade, hvis De lader Deres haubitser sende kugler ned i lejren.